Buttenschøn & Rasmussen
To kendte stemmer mødes på midten og annoncerer tour i 2025
En ny duo med to af landets populære stemmer har set dagens lys. De rutinerede musikere Thomas Buttenschøn og Jonas Rasmussen har slået sig sammen under navnet “Mænd På Midten” og annoncerer en tour, som har fået navnet “Halvvejs Hjem”.
Turnéen løber af stablen i efteråret 2025, og i den forbindelse udgiver Buttenschøn og Rasmussen et album med en samling spritnye sange.
Publikum kan således se frem til at opleve det musikalske makkerpars fælles numre, men også en række velkendte hits fra de to kunstneres respektive bagkataloger. Det hele bliver serveret med en god blanding af humor og eftertænksomhed, fortæller Thomas Buttenschøn:
- Man kommer både til at grine og græde og synge med, lover han.
Guld og platin
Såvel Thomas Buttenschøn som Jonas Rasmussen runder 40 år i 2025, og begge har tidligere erobret både radiobølger og publikums hjerter.
Rasmussen gjorde sig for alvor bemærket med sangen “Higher Ground”, som sikrede ham sejren i Dansk Melodi Grand Prix. Med sit Vikinge-look og sin stærke stemme blev han et kendt navn både nationalt og internationalt, og den danske vindersang opnåede guldstatus for sin store popularitet.
Buttenschøn brød igennem lydmuren med “Fantastiske Mandag” tilbage i 2006 og har siden udgivet en stribe albums, herunder det platin-sælgende “Billeder Af Min Baggård”. Han har i en lang årrække turneret over hele landet med stor succes og er kendt som en fremragende sangskriver, entertainer og formidler, der har en stærk kontakt til publikum.
Midt i livet
Når de to unikke stemmer forenes, tager “Mænd På Midten” publikum med på en rejse ind i tilværelsen, som den ser ud i begyndelsen af fyrrerne.
Begge kunstnere står midt i livet med børn i skolealderen og jonglerer hverdagsliv, kunstneriske ambitioner og de store og små beslutninger, der former os som mennesker.
Gennem humoristiske fortællinger og skarpe tekster vil Buttenschøn og Rasmussen dele deres erfaringer med alt, hvad livet indebærer af kærlighed, karriere, familie og op- og nedture. Kort sagt er “Halvvejs Hjem” er en fælles, musikalsk rejse, der går lige i hjertet.