Han er blevet kaldt Sveriges eneste rigtige rockestjerne og en national helt på guitar. På trods af at han har været aktiv i flere årtier, har Conny Bloom ingen planer om at stoppe, og i marts 2020 frigives Game! Set! Bloom, efterfølgeren til den anerkendte svenske debut Full Up fra 2016.
- Jeg tror mere på rutsjebane end langdistance.
Conny Bloom siger det med en latter. Alligevel er det dog alvorligt, når han henviser til den musikalske variation, der kendetegner hans to svensksprogede soloalbummer.
- Ikke mindst i dag synes jeg, det er vigtigt, at du tør tage svingene fuldt ud. Hvis du ikke er AC / DC, tror jeg ikke, at folk vil have en plade, der lyder identisk.
I slutningen af 1980'erne brød han igennem med bandet Electric Boys, som med deres funky hard rock-pshychedelia landede gruppen et spot på den amerikanske Billboard-liste og succes over hele verden. Bloom var også en guitarist i det stildannende kultband, Hanoi Rocks, nævnt som inspiration til storheder som Mötley Crüe, Guns N 'Roses og The Hellacopters.
2016 udgav han debutsoloalbummet på svensk ”Fully Up”, hvilket overraskede. Det blev rost af den svenske musikpresse, og Connys unikke måde at fortælle historier blev sat i fokus. Paralleller blev trukket til Pugh Rogefeldt, Dungen, Lou Reed og The Doors, og de positive reaktioner gav ekstra smag for Conny, der straks begyndte at arbejde på en efterfølger.
Der er ingen tvivl om, at solopladerne på svensk har betydet en slags vitamininjektion, selv for en raffineret veteran.
- Det føles som om en ny dør er åbnet for mig til at lave en anden slags sange. Musik, der kan stå for sig selv, selvom den er meget nedtonet, eller kun er baseret på en god sang snarere end noget, der skal have arenarockvolumen, hvilket naturligvis kan have sin charme, men det laver jeg allerede allerede med Electric Boys.
På sine svenske albums tager han skridtet fuldt ud - både når det handler om tekst og musik. Conny siger, at hans sangskrivning hovedsageligt er baseret på hans egen musiksmag.
- Den eneste sangskriver, jeg føler, jeg har lidt til fælles med er Pugh. Tidlig Pugh. Havde jeg ikke hørt "Dinga linga Lena" og de ting, da jeg var ung, havde jeg måske ikke lavet en svensk plade overhovedet, for mig var det et bevis på, at du kan rocke på svensk og stadig få det til at lyde cool.
